Om Slow Food

En livsstil – med holdning
Slow Food tror på, at alle mennesker har en fundamental ret til at nyde god mad, men at det også indebærer, at hvert individ tager ansvar for at beskytte den biologiske diversitet, kultur og viden, som gør denne nydelse mulig.

Slow Food blev skabt i sidste halvdel af 1980’erne på initiativ af en gruppe vin- og madelskende italienere med udgangspunkt i den norditalienske region Piemonte. De havde fået nok af at se, hvordan fastfood- og fastlife kulturen blev mere og mere udbredt i det italienske samfund og som konsekvens underminerede de stolte italienske madtraditioner.

En milepæl i Slow Foods historie indtraf i 1986, da McDonalds ville åbne en filial ved fødderne af Den Spanske Trappe i Rom. Gruppen og dens tilhængere fik stablet en protest på benene i form af en happening ved Den Spanske Trappe, hvor de uddelte portioner af pasta, Italiens nationalspise, til forbipasserende. Manifestationen blev en succes, McDonalds opgav deres planer og Slow Food var født.

Lige siden har organisationen aktivt arbejdet for at gøre opmærksom på den kulturelle og mentale rigdom, der ligger i at nyde mad, der er good, clean and fair, som er Slow Foods motto. På dansk god, ren og retfærdig.

Slow Food tæller i dag 100.000 medlemmer på international basis. Hvert medlem er tilknyttet et af de 1500 nationale convivia eller lokalafdelinger, der aktivt arbejder med at udbrede Slow Foods filosofi ved at skabe aktiviteter, som sætter fokus på kvalitet, nydelse, ansvarlighed og lokal forankring.

Derudover kommer et netværk af 2000 såkaldte “food communities” der er kendetegnet ved mindre, bæredygtige produktioner af fødevarer af en høj kvalitet. Organisationens hovedkvarter er beliggende i byen Bra i Piemonte.

Slow Food er initiativtager til en række projekter:
“10,000 gardens in Africa”
Smagens Ark
Presidia

Slow Food arrangerer også en række events:
Terra Madre/Salone del Gusto
Slow Fish
Cheese

Vi er ikke forbrugere, men medproducenter
Slow Food handler ikke bare om langsom mad, men om hvordan vi vælger at leve vores liv, hvilke værdier vi sætter højt og de valg vi foretager i hverdagen. Man skal se tingene i et større perspektiv. Som organisationens mest markante figur og medgrundlægger, Carlo Petrini, udtrykker det, så skal vi ikke tænke på os selv blot som forbrugere, men som medproducenter. De valg vi foretager, når vi køber mad, om det er økologisk fairtrade kaffe eller en McDonalds burger, har direkte konsekvenser for miljøet, økonomien, dyrevelfærd og, i sidste ende, vores kultur og fælles historie.

Se mere på www.slowfood.com
Læs også Slow Food Manifesto